BÆREDYGTIGHED - ØKONOMISKE INDIKATORER

Bæredygtigt byggeri er nøje beskrevet i både ISO- og CEN-standarder for de miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter.

De økonomiske indikatorer for bæredygtigt byggeri vedrører først og fremmest de økonomiske påvirkninger, som en bolig eller en bygning giver i hele bygningens livscyklus for f.eks.:

• Lifetime (levetiden af en bolig)
• NPV of costs (net present value)
  
• Annualized costs
• Acquisition costs
• Maintenance costs
• Operation costs
• End-of-life costs
• Total costs

I det totale regnskab for Bæredygtighed tæller de økonomiske aspekter 1/3 (33 %) på linje med de to andre aspekter, nemlig de miljømæssige og de sociale aspekter.

Levetiden af en bolig eller en bygning er her meget altafgørende. Når man projekterer en bolig eller en bygning, taler man om den forventede levetiden (reference service life – RSL). Denne bør sættes højest muligt og på mindst 100 år, for at de økonomiske aspekter giver mening i vurderingen af bæredygtighed.

Andre byggeformer såsom træhuse har en forventet levetid på ca. 40 år, og træfacaden skal således i løbet af de 100 år som minimum genopføres 3 gange, dersom man ikke vælger at rive huset helt ned, inden de 100 år er gået.

I de mindst 100 års levetid gælder det tillige om at have lavt vedligeholdelse, lave driftsomkostninger samt at kunne holde prisen hele boligens levetid.

Kan man fortsat anvende boligen efter de planlagte 100 år, som det er tilfældet med f.eks. de mange smukke lejligheder i byernes centrum, hvor levetiden nu er nået op på over 100 år eller mere, er dette en yderligere bæredygtig bonus. Nutidsværdien efter mere end hundrede år er for disse lejligheder eller huse således ikke nul, men som vi ofte ser det, er det eftertragtet at bo i disse ældre lejligheder i vore bymidter, ligesom købsprisen er høj.

”End-of-life”-omkostninger til f.eks. nedrivning og bortskaffelse er også en vigtig økonomisk indikator.

Teglhuse har en forventet levetid på væsentligt over 100 år og får normalt en rigtigt høj score i alle de økonomiske indikatorer.

De fleste af vore kirker – bygget i tegl - er således 700 – 800 år gamle. Murværk er billigst at vedligeholde og kræver ingen overfladebehandling eller maling. Murstenshuse, der er et tung byggeri holder på varmen og bidrager derfor også her positivt til lave driftsomkostninger i en boligs levetid. Der er normalt heller ikke omkostninger til elektricitet til køling i varme somre.

Dersom fritid er en økonomisk faktor for en familie, bør man bo i et murstenshus med tegltag, idet man ikke i samme grad skal bruge sine ferier og mange penge på udendørsmaling samt vedligehold på muren eller taget. Dersom ens bolig også er ens vigtigste langsigtede investering, bør det økonomiske valg falde på et murstens hus.

Bortskaffelse af et murstenshus er også noget af det billigste, der findes. Tegl giver ikke miljømæssige eller økonomiske problemer ved nedrivning eller bortskaffelse. I Danmark genanvendes op til ca. 95 % af alt murværk, idet det nedknuses til genanvendelse og recirkulering, hvorved det erstatter nye råvarer. Den lille del, der deponeres giver ikke økonomiske eller miljømæssige problemer, idet tegl ikke påvirker jord eller grundvand. Man kan således også uden problemer anvende mursten og andre teglprodukter i haven som f.eks. havefliser.