DISTRIBUTION & BYGGEPROCES

Bæredygtigt byggeri på produktniveau tager udgangspunkt i udarbejdelse af korrekte miljøvaredeklarationer kaldet EPD (Environmental Product Declarations).

I distributions- & byggefasen af en livscyklus af et byggeprodukt indgår i en EPD vigtige indikatorer vedr. forbrug af energi og forbrugsmaterialer samt resulterende affaldsmængder ved:

  • transport af et byggeprodukt til et mellemlager og til en mellemhandler/byggemarked
  • transport til byggepladsen samt oplagring af et byggeprodukt
  • opførelse af  en bygning herunder indbygning af et byggeprodukt
  • efterbehandling af et byggeprodukt på byggepladsen såsom efterbehandling af større byggedele eller hele væg- eller tagfelter
  • opgørelse og bortskaffelse af affald på byggepladsen

I de fleste tilfælde transporteres teglprodukterne direkte fra teglværket til byggepladsen, så mellemlagring og ekstratransport undgås. Transporten er også mindre end så mange andre byggematerialer, idet f.eks. en mursten ofte er en lokal produktion.

Det er ikke energikrævende at opbevare eller transportere teglprodukter på en byggeplads.

Da opmuring af murværk samt oplægning af et tegltag er et traditionelt gammelt håndværk, anvendes der heller ikke energikrævende processer hertil, ligesom der heller ikke på byggepladsen skal efterbehandles med maling eller andre overfladebehandlinger.

Ved en opmuring eller ved oplægning af tegltage opnår man kun små affaldsmængder, og affaldet af f.eks. mørtel eller tegl er ikke farligt. Det kan uden problemer recirkuleres eller deponeres.