![]() |
Dansk tegl fra år 1150En sten fra middelalderen Det er mere end 850 år siden, at vi i Danmark startede med at producere og bygge i tegl. I starten var det kun kirker, slotte og herregårde, der blev opført i det nye lermateriale hentet op fra jorden og efterfølgende brændt. De bedst bevarede eksempler på det tidlige teglstensbyggeri findes i de store midtsjællandske klosterkirker i Ringsted og Sorø. Her er der rig lejlighed til at studere middelalderens murværk med alle dets fine detaljer. Der gik dog ikke lang tid, før man begyndte at anvende tegl til almindelige huse, fordi man opdagede, at teglhuse med tegltage ikke kunne brænde – i modsætning til træ- og bindingsværkshuse. De grundmurede byhuse står endnu og ses blandt andet i Aalborg med Jørgen Olufsens hus fra 1616. Også både i Koldinghus og i Hammershus står murværket stadig yderst flot, på trods af at taget brændte væk for 150-200 år siden. Murværket i disse to gamle danske klenodier har således stået ubeskyttet uden tag i mange generationer, uden at murværket er nedbrudt. |
|


