Hvad har andre gjort

Bispebjerg Bakke i tegl

Den kendte billedhugger Bjørn Nørgaard står bag det nye store imponerende boligkompleks Bispebjerg Bakke, som kommer til at rumme 135 udlejningsboliger, der skal stå indflytningsklar i slutningen af 2006. Hele ideen med Bispebjerg Bakke, hvor muren på smukkeste vis er opført i tegl, er at vise, at huse opført ved håndværksmæssigt kvalitetsarbejde i traditionelle naturmaterialer i det lange løb er mere rentable end præfabrikerede huse i billige, ofte uafprøvede materialer.

Det store kompleks, der følger bakkens krumninger, udgøres af to slangeformede, modulopdelte bygningskroppe – en kort og en lang. De omkranser et fælleshus, som sammen med to af ejendommens eksisterende bygninger, skal rumme stedets fællesfaciliteter. Nederst på grunden anlægges nyttehaver for bebyggelsens beboere.