Facade i mursten

Er du til rå mursten?

Facaden skal passe til husets arkitektoniske udtryk. Derfor gælder det om at vælge den rigtige mursten og fuge. Du skal være opmærksom på, om stenens farve, størrelse, spil og struktur passer til husets byggestil og størrelse. Prøv at tænk over følgende, hvis du vil have den rå murstensfacade:

  • Er jeg til traditionelle mørkerøde eller rødbrune nuancer?
  • Skal det være lidt mere utraditionelt som grå, mørkebrune eller sorte facadesten?
  • Skal der være struktur i stenen, eller foretrækker jeg den glatte sten?
  • Skal stenen have et farvespil?
  • Vil jeg have en anden størrelse end den normale sten?
  • Hvor dominerende skal fugen og dermed fugens farve være?

Du har også mulighed for at få mursten i forskellige størrelser – tykke og tynde, korte og lange. Det kan give en rigtig flot effekt, hvis facaden eksempelvis er opbygget af tynde, lange mursten. Mursten kan ligeledes ”stå” på højkant eller ligge på skrå, ligesom de kan være forskudt i forhold til hinanden.



Hvad med fuger og forbandter

Fugerne udgør 20% af den samlede murflade. Hvis du vælger den rå mursten, er der et hav af muligheder i forhold til fugefarven. Mørtlerne fås nemlig i mange forskellige nuancer og typer, og både farven, strukturen og måden, der bliver fuget på, har meget stor indflydelse på det færdige murværk. Hvis du er i tvivl om, hvilken fugefarve og type, der vil passe til murstenen, er det en rigtig god ide at foretage en prøve. Du kan eventuelt eksperimentere med lidt forskelligt og opleve, hvordan murstenen ændrer karakter. Mørtelfarven gør nemlig meget.

Facaden kan også få karakter af forbandterne, som er det mønster, murstenen danner, så de lodrette fuger ikke ligger over hinanden. Du kan få så eksotiske modeller som munkeforbandter i både krydsforbandter, Koch’s forbandter, Frederiksberg-forbandter eller løberforbandter samt en række andre. Det kan varieres i det uendelige, så her er det også godt at få foretaget en prøve, inden facaden mures op.

Skal overfladen pudses?

Du kan også give den gamle facade et nyt udsende ved at pudse den. Der skelnes mellem to slags: En heldækning, hvor du ikke kan se fugerne, og en ikke dækkende, hvor facaden pudses så tyndt, at konturen af mursten og fuger skinner igennem. Sidstnævnte kaldes tyndpuds.

En heldækning begynder med et grundpudslag, der sikrer et jævnt underlag. Derefter en grovpudsning og til sidst en finpudsning. Sidstnævnte er samtidig en barriere mod fugt og regn. Grovpudset giver muren en plan og jævn overflade. En helt fin og glat overflade får du ved at påføre det sidste lag – nemlig finpuds.

Hvis du mere er til at kunne se strukturerne i muren, skal der i stedet kun påføres et tyndt lag puds også kaldet tyndpuds. Det kan f.eks. ske ved filtsning, vandskuring eller sækkeskuring, som ganske rigtig udføres med en sæk. Måske er du til en decideret farve på muren. I det tilfælde kan du med stor fordel bruge en indfarvet mørtel til det sidste pudslag. Indfarvningen bør bestå af farveægte, uorganiske jordfarver.



Du har også mulighed for at kalke dit hus, som du kender det fra de gamle bindingsværkshuse. Det kan være med til at give huset et landligt præg. For gode råd i forbindelse med kalkning og andre overfladebehandlinger, se www.mur-tag.dk.

Detaljer på facaden

Facaden behøver ikke kun at bestå af glatte flader med døre og vinduer. Den kan brydes med stik af lodrette sten og fremhæve overgangen mellem facade og tag med fremtrukne partier. Du kan også få muret sålbænken under vinduerne i glaseret tegl eller fremhæve vinduerne med et rulleskifte. Mulighederne er mange.