Fritstående mure

En mur i sten

Der er ingen tvivl om, at det giver sydlandsk stemning med en hvidkalket mur, og et endnu smukkere syn med eksempelvis en klematis voksende op af den. Et muret parti ind til haven leder tankerne hen på den engelske havestil. Så med tegl er der masser af muligheder.

Hvis du har et mindre terrasseområde, som ikke ligger i forlængelse af huset, kan teglmuren fungere som læmur. En mulighed er også at indramme et terrasseparti ved huset, så du får en atriumgård. Her mærker du virkelig, hvordan mursten kan holde på varmen. De varmes op af solen og afgiver varmen langsomt, når solen går ned.

Nogle vælger en flad afslutning på muren, andre synes bedst om en afslutning med tegltagsten – ofte i samme stil som huset. Men det er en smagssag.

Husk, at en mur i tegl og evt. med tegltagsten på toppen af muren stort set ikke kræver vedligehold eller har et årligt behov for maling som de fleste stakitter. Og du slipper også for at klippe hæk.